30 gigabyte fotoalbum i lommeformat

Nikon Coolwalker er et digitalt fotoalbum, man kan bruge til at tømme indholdet af sit digitalkamera over på, hvis man tager mange billeder.

Hvis man ofte løber tør for plads til flere billeder i sit digitalkamera, kan Nikon Coolwalker være løsningen.

Det er i princippet blot en transportabel harddisk hvorpå man kan overføre sine digitale billeder mens man er på farten.

Der er plads til 30 gigabyte data, og det svarer til at der kan ligge omkring 10.000 seks megapixel billeder i den højeste JPEG-kvalitet.

Coolwalker fylder kun 8 x 15 x 3,5 centimeter og vejer 350 gram inklusive batteriet, der kan klare omkring 1,5 times afspilning inden det skal oplades igen. En oplader medfølger også.

Størrelsen gør at man kan have den liggende i lommen, og den kan også bruges til mere end blot at gemme billederne på.

Coolwalker kan nemlig også fungere som billedfremviser. Enten via den lille 2,5 tommer farveskærm eller man kan tilslutte den til et tv via tv-out udgangen, hvor billederne kan vises som slideshow. Eller man kan vælge at bruge den medfølgende fjernbetjening.

Den kan også afspilles video i Quicktime Motion JPEG-format, men det skal være filer der er optaget med et Nikon kamera. Der er ingen højttalere i Coolwalker, så vil man høre lyden skal den tilsluttes et fjernsyn.

Man kan zoome ind på billeder og naturligvis slette dem man ikke synes om, så de ikke ligger og optager plads.

Coolwalker kan læse CompactFlash-hukommelseskort - både Type I og II samt Microdrives - og de små SD-Card-hukommelseskort.

Overførelsen fra Coolwaker til pc klares ved hjælp af USB 2.0, og den vil i Windows eller Mac OS optræde som en almindelig transportabel harddisk.

Prisen for Coolwalker MSV-01 bliver 4.995 kroner med moms.

IT-nyheder & links fra zuko.dk